
Foredrag 1: Palmer i haven
Hvordan får vi succes med dyrkning af frosttålende palmer på friland i Danmark?
I dette foredrag fortæller jeg historien om min rejse fra forgæves forsøg i 80`ernes hårde vintre, til et besøg i Vancouver der ændrede alt. Her plukkede jeg de frø, der i dag har givet mig en fire meter høj blomstrende palme i haven.
​
Foredraget er også historien om iværksætteri uden sidestykke. Om at opsige sit gode job som geolog og miljørådgiver, til at satse alt på en frilandsproduktion af palmer i Danmark gennem 17 år.
​
Efter pausen giver jeg gode råd til pasning, pleje og vinterforanstaltninger. Jeg fortæller om min have, og om de mange andre eksotiske vækster jeg har erfaring med.
Jeg afslutter foredraget med at fortælle om min håndbog som udkom i sommeren 2022, og den store rejse bogprojektet har været.
Jeg holder desuden af en dialog, hvor I kan fortælle hvad I arbejder med, og de vigtigste erfaringer I har gjort. Alle planter er spændende, når en passioneret haveejer fortæller.
​
De fleste foredrag har jeg holdt for havekredse, foreninger, firmaer og lignende. Foredraget varer normalt 90 min inkl. en pause af ca. 15 minutters varighed. Jeg lægger vægt på en flot, lærerig og festlig aften med jer.
​
Pris - den taler vi om.
​
Foto: Trachycarpus wagnerianus og Trachycarpus fortunei hos en kunde i Langå. Palmerne er spiret på friland i 2004 af Frilandspalmer.