Almindelige hørpalme Trachycarpus fortunei blev fundet af den skotske botaniker Robert Fortune i 1843 på den Kinesiske ø Chusan. Den har været i kultur i meget lang tid i Kina, og fibrene fra dens stamme bruges her til bl.a. kurve. Palmen bliver op til 15m høj, med ca. 110cm brede palmevifter. Blomstringen kommer om foråret med smukke gule hængende blomsterstande. Frugterne der modner sidst på efteråret på hunpalmerne er ca. 1cm i diameter og sorte. Stammen bliver ca. 25cm i diameter eksl. de brune fibre. Højdevæksten er i Danmark ca. 10-25 cm om året. Hørpalmer vokser langsomt i potte, men når man planter dem ud går det hurtigere.
Der findes mange områder hvor man kan skaffe hørpalmefrø fra. Jeg har testet frø fra de forskellige områder, og konstateret, at de bedste kommer fra Himalaya regionen, og ikke de traditionelle Kinesiske områder. Palmer opvokset i tempereret klima der minder om vores levere sandsynligvis endnu bedre egnede frø til opvækst i Danmark.

Billedet viser en 8m høj hørpalme i Vancouver, Canada.